Manden er i sommerhus for at lægge nyt gulv, og jeg går bare herhjemme og laver så lidt som muligt.
Når han nu kommer hjem kan jeg jo spørge ham ( lettere fornærmet ) om der ikke er noget han har glemt :o)
Sidste år på samme tid var jeg på Art Clay Silver kursus hos Kristine.
Det var allerførste gang jeg prøvede at lave smykker af Art Clay, og det gik ikke så fantastisk godt må jeg indrømme, og da jeg kørte derfra om aftenen var jeg enig med mig selv om at det var både første og sidste gang jeg skulle lege med ler af den dyre slags.
Sådan skulle det så ikke gå, og i løbet af det år der er gået har jeg været på to kurser hos Berglind og jeg har lavet en del ting herhjemme også.
Det sidste nye jeg har lavet er denne ring.
Det jeg laver mest af lige nu er øreringe.
Jeg kan godt lide selv at lave mine ørekroge/bøjler eller hvad pokker de nu hedder.
Jeg laver dem både af 1mm tyk Sterlingsølv og af kobber, det er jo noget billigere at lave dem af kobber, så prøvemodellen blir´ som regel lavet af det.
Jeg sælger nogle af dem, men mange af dem laver jeg til mig selv, så jeg har masser af øreringe, og det er jeg da godt tilfreds med ;o)
En prøvemodel lavet i kobber.
Disse øreringe er lavet i 1mm tyk Sterling sølv.
De er lavet efter en PDF jeg har købt på Etsy, og de er da anderledes end de fleste.
De skal nærmes skrues på øret, og jeg vil tro at de er umulige at tabe.
Disse er jeg rigtig glad for.
Dette er den samme model med en anden slags perle.
Jeg kan rigtig godt lide den lange ørekrog.
Kobber og orange perler.
Sølv og krystal sommerfugle.
Jeg laver ikke kun øreringe, lidt armbånd er det også blevet til.
Her er det armbånd i læder med små keramik rondeller, et enkelt med en stor keramik perle, og nogle med træperler beklædt med Liberty stof.
Jeg elsker Etsy, og har købt en del PDF opskrifter, både på smykker og hæklede ting.
Den sidste nye er en opskrift på en forklædning til mit målebånd ....
Disse to cupcakes er hæklet med forskellig nålestørrelse, jeg prøver mig stadig frem, for at finde lige den rigtige str.
Når jeg engang er tilfreds vil jeg prøve at sælge nogle i min lille Amio butik.
Ja så har jeg jo også haft fødselsdag, jeg fyldte 49 år for femte gang, og jeg skal da lige love for at der var en der havde haft muldvarpeskindet fremme.
Jeg fik nemlig sådan en lille ting, ja det vil sige jeg har ikke fået den endnu fordi der er ventetid på den, men den er bestilt hos Apple.
Der blev jeg godt nok lige overrasket, jeg havde da luftet at sådan en ville jeg gerne have, men jeg havde ikke regnet med at få den .... uha hvor blev jeg gla´ :o)
Denne flotte ring fik jeg af mine børn, svigerbørn og børnebørn.
Den er købt her.
Der var mange forskellige perler med, så jeg nu kan skifte farve alt efter hvad tøj, jeg har på ... eller hvad humør jeg er i.
Gravhunden fra Kay Bojesen har jeg haft et godt øje til i mange år, men den har været svær at få fat i og også meget dyr.
Nu blir´ den lavet igen, og jeg fik den i fødselsdagsgave af mine veninder.
Jamen for pokker da hvor er jeg heldig :o))))
Det var ellers tæt på at jeg også havde fået mig en dværgpuddel igår.
Min søn var på vej til fest, og cyklede tæt ved en stor og meget befærdet vej da han fik øje på denne lille sag ...
Han hoppede af cyklen og kaldte den til sig.
Den havde ingen halsbånd på og dens øjne var fyldte med betændelse og i det hele taget så den noget forhutlet ud.
Han ringede efter os, og vi hoppede i bilen, hentede den lille dame og kørte ud til dyreinternatet i Tranbjerg.
Vi troede det var en hvalp, men det viste sig at være en tudsegammel dame, som de sagde på internatet.
Den var ikke chippet og var heller ikke tatoveret.
Politiet som vi havde ringet til havde heller ingen efterlysning på den.
Nu bor den i en stor boks ude på internatet, og havde vi ikke haft to hunde i forvejen så havde jeg taget den med hjem.
Her er så et billede af vores hunde som stadig kan overraske os med deres påfund ...
Forleden dag havde vi grillet, og vi havde ikke lige fået tørret bordet af, så Matilde hoppede op i en havestol og videre op på bordet, for det kunne hun da godt lige klare for os.
Ulla kunne ikke regne ud hvordan Matilde var kommet derop, ellers havde hun såmænd også stået deroppe.
Det var så hvad jeg havde på hjertet denne gang.
Hvis ellers det ikke begynder at regne i aften har yngstedatteren og jeg bestemt os for at vi skal ind og se på Sculpture by the sea så jeg krydser fingre for at vejret det holder.
¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨
¨¨¨¨¨¨¨¨¨
¨¨¨




Hej Jytte :0)
SvarSletHold nu op, hvor har du været flittig - sikke mange dejlige ting du får lavet :0)
Og så skal jeg da lige love for, du har været "heldig" med alle de flotte gaver - WOW :0)
Årh, hvor er hundene kære - man kan næsten "se" at den undre sig: "Hvordan er du kommet helt derop?" *griner*
Jeg krydser fingre for, at den gamle hund er kommet hjem igen - er svært at tænke på, den sidder der i et bur...hulk.
Stort knus og kram herfra
Tak skal du ha´ for roserne Lotte :o)
SvarSletJeg kontaktede dyreinternatet after et par dage fordi vi havde bestemt at hvis ingen ville have den gamle hund, så ville vi gerne gi´ den et hjem for den tid den måtte have tilbage.
Men den var blevet aflivet dagen efter vi afleverede den fordi den var underernæret, havde gigt i benene, havde kun få tænder tilbage og de var rådne, og så var dens hornhinder ved at smelte på grund af den voldsomme øjenbetændelse.
Stakkels lille dyr, jeg kan ikke lade være med at tænke på hvorfor og hvordan den er endt sådan.
Tak for en dejlig beretning med lidt af hvert. Dejlige hunde.
SvarSletLæser lige, at hunden var syg og blev aflivet - ja, det er en gåde, hvordan nogen kan få sig selv til at behandle dyr på den måde.